Emils nyfødte søn var døden nær

Emil Skibdal Schjøtt blev den 28. oktober 2019 far til Anton, der er født i 28. graviditetsuge. Det har været en mental kamp uden lige for ham.

Vandet ved Emils kone, Camilla, går 23.30 den 26. oktober 2019. 84 dage før terminsdatoen, 18. januar 2020.

”Hun får kæmpet sig nedenunder, vi ringer 1813, får fat i en læge, der siger, at vi nok skal have fat i en ambulance. Der går jo nok tre kvarter før ambulancen er her, og de her tre kvarter er de mest uhyggelige, jeg nogensinde har prøvet.”

De bliver fragtet til Hvidovre Hospital, hvor de bliver taget i mod af en læge og en jordmoder, der beroliger dem ved at fortælle, at de nu skal være indlagt i resten af graviditetsperioden, og at de er vant til at håndtere situationer som denne. Allerede den 28. oktober 07.15 får Camilla dog så store presseveer, at akut kejsersnit bliver en nødvendighed. Hun bliver kørt til operationsstuen, og det er en anderledes oplevelse for den kommende far. 

”Det er surrealistisk og intenst. Det ligner næsten et rumskib, hvor der står 30 mennesker. Der er helt stille, og alle ved præcis, hvad de skal gøre. Og der går præcis fire minutter, så er Anton ude.”

Emil Schjøtt var selv præmaturbarn, da han blev født ca. 12-13 uger før termin. Nøjagtig som sin egen søn. Under fødslen fik Emil en hjerneblødning, og det har betydet, at han i mange år har kæmpet for at følge med. Sjovt har det ikke altid været, og derfor er hans største frygt også, at Anton skal møde samme modstand på sin vej.

”Min frygt er der allerede inden. Hvis han bliver født så tidligt som mig, så er jeg bange for, at han skal kæmpe med rigtig, rigtig mange ting. Ting, jeg ikke ønsker, noget barn skal kæmpe med.”

En lang proces

En af de kampe, som Emil blandt andet har mødt på sin vej, er kampen for at blive far. En kamp ham og konen har kæmpet i fem år. I tre et halvt år inden graviditeten har de været i fertilitetsbehandling, og derfor er det en stor forløsning for dem begge, da de for godt og vel et år siden ser på sundhed.dk, at deres forløb med mikroinsemination er positivt.

”Endelig. Endelig, endelig, endelig. Vi bryder bare sammen begge to og græder. Den følelse af, at der bliver prikket hul på en boble.”

Glæden er dog kort herefter, da der kun går tre uger, før det første tegn på en anderledes graviditetsproces viser sig. Det lille foster i maven er nemlig alt for lille på den første scanning, og de tager derfra med en melding om, at de ikke skal forvente, at det bliver til noget. Et par uger senere er der heldigvis bedre meldinger, da de får at vide, at et lille hjerte inde i maven slår. Ved enhver scanning er der dog altid ekstra ting, der skal undersøges, og det er med til at indikere for parret, at det her ikke bliver et nemt forløb. Hverken før eller efter fødslen.

Tæt på døden

Efter fødslen er de indlagt på Hvidovre Hospital, men af to omgange bliver de fragtet til Rigshospitalet, da Antons tilstand bliver så kritisk, at det bliver en nødvendighed. Den første og værste gang er midt i november. Som præmaturbarn har Anton infektioner i kroppen, er bleg og kold og har marmoreringer på kroppen. En morgen er det særligt slemt. Emil ligger med sin søn på brystet, noget som normalt er hyggeligt. Alt er dog ikke, som det skal være.

”Hans arme, fødder og hænder er sindssygt kolde, så vi ringer efter en sygeplejerske og siger, at noget er, som det ikke plejer at være.”

Herefter bliver han scannet i maven, da man frygter, at tarmene er begyndt at klappe sammen, så de nægter at optage næring. Dette bliver bekræftet, men i første omgang sker der ikke noget. Senere på dagen scanner lægerne ham igen, og ti minutter senere sidder de i en babylance på vej mod Rigshospitalet.

”Nu er det slut. Jeg kan huske, at vi sidder i babylancen og snakker om, at han nu skal nøddøbes, og så skal vi forberede os på, hvordan han skal begraves.”

De næste 48 timer er de værste for Emil i hele forløbet. På Rigshospitalet kan der kun være en forælder indlagt med barnet, og det betyder, at om aftenen må han tage hjem til Taastrup, hvor tankerne fylder det meste.

”De der nætter er frygtelige. Der føler jeg virkelig, at jeg svigter min søn på et eller andet plan ved ikke at kunne være der.”

Mange tanker

Anton kæmper sig igennem den svære periode på Rigshospitalet, ligesom han også gør det ved sit andet besøg derinde. På trods af de mange emotionelle rutsjebaneture, som familien er på i den lange periode, hvor de er indlagt, er tankerne ved Emil aldrig der, hvor han ikke føler, det er det hele værd.

”Der kan være tidspunkter, hvor der opstår følelser af, at det kan være umenneskeligt hårdt, men der har aldrig været en vedvarende følelse af, at det ikke er det hele værd.”

Både Emil og Camilla føler skyld under forløbet efter fødslen, men de gør begge brug af den psykiske hjælp, som hospitalet tilbyder, og det hjælper dem meget, mener Emil.

”Vi begynder meget tidligt, at gå til hospitalspsykologen på Hvidovre, og hun er fantastisk til at dele sit perspektiv. Og hospitalspræsten ligeledes. Uden dem vil vi uden tvivl kæmpe endnu mere med den del af det, end vi gør nu.”

Lys for enden

Emil holder Anton i en lidt for stor Brøndby-trøje.

Den 19. december bliver Anton udskrevet fra intensiv, og juleaften begynder det hele at lysne for familien. Anton begynder i dagene op til at trække vejret uden at få så meget støtte til det, og der er en anden modenhed i organerne, der indikerer, at det nok skal gå. Den 2. januar bliver de udskrevet helt, og siden er det stort set kun gået en vej for Anton. Fremad. Familien nyder nu en ganske normal tilværelse, som det er, når der er kommet en lille ny til verden.

”Harmonisk. Det er så harmonisk, som det nu kan være med et lille spædbarn. Der er ikke bekymringer overhovedet, og der er bare været fremgang. Vi skal kæmpe for at følge med ham nu.”

Fremtiden er dog stadig lidt uvis for familien, da det endnu er uklart, om Anton får senfølger af at være præmaturbarn. Det betyder blandt andet, at der ikke lige nu er planer om at udvide familien yderligere.

”Vi har snakket om, vi skal have en mere. Det er dog ikke aktuelt lige nu. Jeg tror, at vi vil stå med en frygt for, at det ender helt galt.”

Derfor fokuserer Emil og Camilla på at give Anton de bedste vilkår for en god opvækst lige nu. Det er ham, der skal have den fulde opmærksomhed, da hele denne periode har sat sin spor i hovedet hos begge forældre.

Fire måneder senere er Anton nu stor nok til at passe selvsamme trøje

About the Author

Casper Pagh
Casper Pagh 26 år Journaliststuderende på DMJX, 2. semester