Forfatter-arkiv: Casper Pagh

I mange år er der fra danske politikere blevet talt varmt om et fælles EU-pantsystem, men meget modstand fra andre medlemslande gør det svært at få indført.

Af Casper Pagh

Idéen om et fælles EU-pantsystem for flasker og dåser virker til at være død.

Til trods for at fokusset på bæredygtighed og klima bliver større og større i de europæiske lande, kommer du ikke til at kunne pante din danske Faxe Kondi-flaske i et italiensk supermarked.

En række danske EU-parlamentarikere sagde ellers op til valget i 2019 i en artikel på dr.dk, at de ville presse ekstra hårdt på for at få oprettet et fælles EU-pantsystem. En af dem var Asger Christensen fra Venstre. Han har dog efter lidt over to år i parlamentet mistet meget af troen på projektet.

”Jeg må sige, at det efterhånden ser sværere og sværere ud, selv om jeg stadig har en idealistisk tro på et system i EU, som vi kender det i Danmark,” siger han.

Og det overrasker ham, at der ikke har været mere velvilje fra Kommissionens side på området.

”Jeg må jo nok erkende, at efter jeg blev valgt ind, har jeg været overrasket over, at der ikke på noget tidspunkt er kommet bare et lovforslag om et fælles EU-system,” siger han.

Han nævner i øvrigt pantfrie dåser fra Tyskland, som et stadigt stort problem. I en stor affaldsindsamling af Danmarks Naturfredningsforeningen i 2019 indsamlede man hele 110.000 tomme dåser. Af dem var 74 procent uden pant.

Ikke kun miljøet ville have gavn af et fælles system

I drikkevareindustrien oplever man ligeledes udfordringer med et manglende fælles system. Blandt andet ved lange ventetider, sprogbarrierer og ukendte markeder. Det kan især ramme mindre virksomheder, som ikke har ressourcer til ekstern hjælp.

Det gælder blandt andet Ægte Studios. Her laver de poptails, som er cocktails med brus i glasflasker. I øjeblikket er virksomheden ved at eksportere til blandt andet Tyskland, men det er dog ikke en komplet succeshistorie.

For mens Ægte Studios’ poptails allerede sælges i danske butikker, virker udsigten til at komme på de tyske hylder lang. I hvert fald har de nu siden slutningen af juni ventet på godkendelse til pantmærkning i Tyskland, og langsomme pantsystemer som i Tyskland irriterer medejer Christian Nordbeck Sørensen.

”Et eller andet sted er det jo åndssvagt, at man skal sætte sig i så mange forskellige systemer fra land til land, når ventetiden er så lang. I Danmark ventede vi kun omkring syv dage på vore pantmærkning,” siger han.

En alt for stor omkostning for mange lande

Selv om en række politikere talte varmt om et fælles system i 2019, var forsker i EU’s indre marked ved Københavns Universitet Jens Ladefoged Mortensen allerede dengang skeptisk.

Her nævnte han omkostninger ved oprettelsen af et stort system som en stopklods for mange medlemslande. Det holder han fast ved.

Han peger dog på, at et stadigt flere direktiver med bæredygtighedskrav, som skal tvinge stater til at oprette sine egne genbrugssystemer, er på trapperne fra EU.

”Der er direktiver på vej til alle lande, hvor der blandt andet indgår bæredygtighedskrav. Arbejdet er i gang,” siger Jens Ladefoged Mortensen fra Københavns Universitet.

Sådanne lovgivningsprocesser tager dog tid, hvorfor han først tror, at de store ændringer først vil være synlige i 2030.

Færre plasttyper og bedre teknologi til sortering

Når en dør lukkes, må en ny åbnes. Det er den tilgang som Asger Christensen fra Venstre går videre med i sin daglige gang i EU-parlamentet.

Han fortæller, at der lige nu arbejdes på at mindske antallet af plasttyper, hvilket skal gøre det nemmere at sortere med forbedret teknologi på området. Lige nu er omkring 120 lovlige i EU, men ifølge ham går man efter at komme helt ned på kun 10 forskellige typer.

”Vi har meget indflydelse hernede, og bare for fem år siden blev der ikke snakket miljø. Det gør der nu, og derfor tror jeg også på, at vi kommer til at gøre gode ting for miljøet,” siger Asger Christensen.

På to år har en 38-årig mand fra Fredericia begået et utal af forbrydelser. Han har siddet varetægtsfængslet i lidt under et år, inden han tirsdag fik sin dom.

Retten i Horsens: En 38-årig serietyv fra Fredericia blev tirsdag idømt to år og seks måneders fængsel, efter at han blev kendt skyldig for blandt andet indbrud, hæleri og chikane af tidligere ekskærester.

I alt var han tiltalt i 69 forhold, og da han blev kendt skyldig i 67 af dem, virkede han ikke overrasket. Han havde nemlig under et tidligere retsmøde erkendt sig skyldig i 58 af forholdene.

Han blev dømt for intet mindre end ti indbrud, som var begået i en periode på lidt over to år fra juni 2017 til juli 2019. Det var især disse, der retfærdiggjorde den lange straf.

Her blev han dømt i henhold til straffelovens § 286, som er tyveri af særlig grov karakter. Domsmandsretten lagde vægt på, at der var en vis hyppighed i indbruddene, og de stjålne genstande havde en værdi, som forsikringsselskaber havde vurderet til 440.000 kr.

Han blev anholdt sidste sommer, hvilket betyder, at han har siddet varetægtsfængslet i næsten et år.

Tyvekoster af høj værdi

Det, der især har kendetegnet den dømtes mange tyverier, er, at det oftest har været designmøbler, som den 38-årige har stjålet.

Møbler han efterfølgende har solgt videre for at tjene på dem. Det er sket via Facebook, hvor han har haft en gruppe, som han har solgt de stjålne tyvekoster i.

Anklageren mente, at der var tale om en hel Facebook-forretning, da salgene skete gennem en bestemt gruppe. Derudover tilbød han også levering til sine kunder.

Har overtrådt tre tilhold

Den 38-årige blev udover indbrud, tyveri og hæleri også dømt for at overtræde tre tilhold, som han har til tre ekskærester.

De to af dem havde han erkendt på forhånd, mens han benægtede det sidste.

Her havde han angiveligt haft kontakt til ekskærestens 14-årige lillesøster gennem tekstbeskeder. Han påstod dog, at det aldrig var gået op for ham, at det egentlig var ekskærestens søster, og derfor var han ikke klar over, at han gjorde noget forkert.

Anklageren påstod dog det modsatte, da han havde afsluttet beskederne til lillesøsteren med: Sig til hende, at jeg altid er her, hvis hun har brug for noget.

Lige netop den besked var afgørende for, at den tiltalte også blev kendt skyldig i at have overtrådt tilholdet mod ekskæresten.

Vil have sin afsoning udskudt

Den 38-årige ønskede efter domsafsigelsen at få udskudt sin afsoning, da han skal være farfar for første gang inden for nær fremtid.

Han begrundede det derudover med, at han havde været samarbejdsvillig i hele processen med at få fundet de stjålne møbler samt vist god opførsel under sin varetægtsfængsling.

Dette afviste dommeren dog med den begrundelse, at man ikke stolede på, at han ikke brugte sin frihed på at begå flere forbrydelser.

Den afgørelse kærede forsvareren med det samme på vegne af den dømte, og dermed gik afgørelsen videre i landsretten.

Emil Skibdal Schjøtt blev den 28. oktober 2019 far til Anton, der er født i 28. graviditetsuge. Det har været en mental kamp uden lige for ham.

Vandet ved Emils kone, Camilla, går 23.30 den 26. oktober 2019. 84 dage før terminsdatoen, 18. januar 2020.

”Hun får kæmpet sig nedenunder, vi ringer 1813, får fat i en læge, der siger, at vi nok skal have fat i en ambulance. Der går jo nok tre kvarter før ambulancen er her, og de her tre kvarter er de mest uhyggelige, jeg nogensinde har prøvet.”

De bliver fragtet til Hvidovre Hospital, hvor de bliver taget i mod af en læge og en jordmoder, der beroliger dem ved at fortælle, at de nu skal være indlagt i resten af graviditetsperioden, og at de er vant til at håndtere situationer som denne. Allerede den 28. oktober 07.15 får Camilla dog så store presseveer, at akut kejsersnit bliver en nødvendighed. Hun bliver kørt til operationsstuen, og det er en anderledes oplevelse for den kommende far. 

”Det er surrealistisk og intenst. Det ligner næsten et rumskib, hvor der står 30 mennesker. Der er helt stille, og alle ved præcis, hvad de skal gøre. Og der går præcis fire minutter, så er Anton ude.”

Emil Schjøtt var selv præmaturbarn, da han blev født ca. 12-13 uger før termin. Nøjagtig som sin egen søn. Under fødslen fik Emil en hjerneblødning, og det har betydet, at han i mange år har kæmpet for at følge med. Sjovt har det ikke altid været, og derfor er hans største frygt også, at Anton skal møde samme modstand på sin vej.

”Min frygt er der allerede inden. Hvis han bliver født så tidligt som mig, så er jeg bange for, at han skal kæmpe med rigtig, rigtig mange ting. Ting, jeg ikke ønsker, noget barn skal kæmpe med.”

En lang proces

En af de kampe, som Emil blandt andet har mødt på sin vej, er kampen for at blive far. En kamp ham og konen har kæmpet i fem år. I tre et halvt år inden graviditeten har de været i fertilitetsbehandling, og derfor er det en stor forløsning for dem begge, da de for godt og vel et år siden ser på sundhed.dk, at deres forløb med mikroinsemination er positivt.

”Endelig. Endelig, endelig, endelig. Vi bryder bare sammen begge to og græder. Den følelse af, at der bliver prikket hul på en boble.”

Glæden er dog kort herefter, da der kun går tre uger, før det første tegn på en anderledes graviditetsproces viser sig. Det lille foster i maven er nemlig alt for lille på den første scanning, og de tager derfra med en melding om, at de ikke skal forvente, at det bliver til noget. Et par uger senere er der heldigvis bedre meldinger, da de får at vide, at et lille hjerte inde i maven slår. Ved enhver scanning er der dog altid ekstra ting, der skal undersøges, og det er med til at indikere for parret, at det her ikke bliver et nemt forløb. Hverken før eller efter fødslen.

Tæt på døden

Efter fødslen er de indlagt på Hvidovre Hospital, men af to omgange bliver de fragtet til Rigshospitalet, da Antons tilstand bliver så kritisk, at det bliver en nødvendighed. Den første og værste gang er midt i november. Som præmaturbarn har Anton infektioner i kroppen, er bleg og kold og har marmoreringer på kroppen. En morgen er det særligt slemt. Emil ligger med sin søn på brystet, noget som normalt er hyggeligt. Alt er dog ikke, som det skal være.

”Hans arme, fødder og hænder er sindssygt kolde, så vi ringer efter en sygeplejerske og siger, at noget er, som det ikke plejer at være.”

Herefter bliver han scannet i maven, da man frygter, at tarmene er begyndt at klappe sammen, så de nægter at optage næring. Dette bliver bekræftet, men i første omgang sker der ikke noget. Senere på dagen scanner lægerne ham igen, og ti minutter senere sidder de i en babylance på vej mod Rigshospitalet.

”Nu er det slut. Jeg kan huske, at vi sidder i babylancen og snakker om, at han nu skal nøddøbes, og så skal vi forberede os på, hvordan han skal begraves.”

De næste 48 timer er de værste for Emil i hele forløbet. På Rigshospitalet kan der kun være en forælder indlagt med barnet, og det betyder, at om aftenen må han tage hjem til Taastrup, hvor tankerne fylder det meste.

”De der nætter er frygtelige. Der føler jeg virkelig, at jeg svigter min søn på et eller andet plan ved ikke at kunne være der.”

Mange tanker

Anton kæmper sig igennem den svære periode på Rigshospitalet, ligesom han også gør det ved sit andet besøg derinde. På trods af de mange emotionelle rutsjebaneture, som familien er på i den lange periode, hvor de er indlagt, er tankerne ved Emil aldrig der, hvor han ikke føler, det er det hele værd.

”Der kan være tidspunkter, hvor der opstår følelser af, at det kan være umenneskeligt hårdt, men der har aldrig været en vedvarende følelse af, at det ikke er det hele værd.”

Både Emil og Camilla føler skyld under forløbet efter fødslen, men de gør begge brug af den psykiske hjælp, som hospitalet tilbyder, og det hjælper dem meget, mener Emil.

”Vi begynder meget tidligt, at gå til hospitalspsykologen på Hvidovre, og hun er fantastisk til at dele sit perspektiv. Og hospitalspræsten ligeledes. Uden dem vil vi uden tvivl kæmpe endnu mere med den del af det, end vi gør nu.”

Lys for enden

Den 19. december bliver Anton udskrevet fra intensiv, og juleaften begynder det hele at lysne for familien. Anton begynder i dagene op til at trække vejret uden at få så meget støtte til det, og der er en anden modenhed i organerne, der indikerer, at det nok skal gå. Den 2. januar bliver de udskrevet helt, og siden er det stort set kun gået en vej for Anton. Fremad. Familien nyder nu en ganske normal tilværelse, som det er, når der er kommet en lille ny til verden.

”Harmonisk. Det er så harmonisk, som det nu kan være med et lille spædbarn. Der er ikke bekymringer overhovedet, og der er bare været fremgang. Vi skal kæmpe for at følge med ham nu.”

Fremtiden er dog stadig lidt uvis for familien, da det endnu er uklart, om Anton får senfølger af at være præmaturbarn. Det betyder blandt andet, at der ikke lige nu er planer om at udvide familien yderligere.

”Vi har snakket om, vi skal have en mere. Det er dog ikke aktuelt lige nu. Jeg tror, at vi vil stå med en frygt for, at det ender helt galt.”

Derfor fokuserer Emil og Camilla på at give Anton de bedste vilkår for en god opvækst lige nu. Det er ham, der skal have den fulde opmærksomhed, da hele denne periode har sat sin spor i hovedet hos begge forældre.

Emil Skibdal Schjøtt blev den 28. oktober 2019 far til Anton, der er født i 28. graviditetsuge. Det har været en mental kamp uden lige for ham.

Emil Skibdal Schjøtt blev den 28. oktober 2019 far til Anton, der er født i 28. graviditetsuge. Det har været en mental kamp uden lige for ham.

”Hun får kæmpet sig nedenunder, vi ringer 1813, får fat i en læge, der siger, at vi nok skal have fat i en ambulance. Der går jo nok tre kvarter før ambulancen er her, og de her tre kvarter er de mest uhyggelige, jeg nogensinde har prøvet.”

Vandet ved Emils kone, Camilla, går 23.30 den 26. oktober 2019. 84 dage før terminsdatoen, 18. januar 2020.

De bliver fragtet til Hvidovre Hospital, hvor de bliver taget i mod af en læge og en jordmoder, der beroliger dem ved at fortælle, at de nu skal være indlagt i resten af graviditetsperioden, og at de er vant til at håndtere situationer som denne.

Allerede den 28. oktober 07.15 får Camilla dog så store presseveer, at akut kejsersnit bliver en nødvendighed. Hun bliver kørt til operationsstuen, og det er en anderledes oplevelse for den kommende far.

”Det er surrealistisk og intenst. Det ligner næsten et rumskib, hvor der står 30 mennesker. Der er helt stille, og alle ved præcis, hvad de skal gøre. Og der går præcis fire minutter, så er Anton ude.”

Med en fødselsvægt på bare 1170 gram ved Emil, at der venter en lang, sej og nærmest uoverskuelig vej mod en normal tilværelse for sønnen, der får navnet Anton.

Emil Schjøtt var selv præmaturbarn, da han blev født ca. 12-13 uger før termin. Nøjagtig som sin egen søn. Under fødslen fik Emil en hjerneblødning, og det har betydet, at han i mange år har kæmpet for at følge med. Sjovt har det ikke altid været, og derfor er hans største frygt også, at Anton skal møde samme modstand på sin vej.

”Min frygt er der allerede inden. Hvis han bliver født så tidligt som mig, så er jeg bange for, at han skal kæmpe med rigtig, rigtig mange ting. Ting, jeg ikke ønsker, noget barn skal kæmpe med.”

En lang proces

En af de kampe, som Emil blandt andet har mødt på sin vej, er kampen for at blive far. En kamp ham og konen har kæmpet i fem år.

I tre et halvt år inden graviditeten har de været i fertilitetsbehandling, og derfor er det en stor forløsning for dem begge, da de for godt og vel et år siden ser på sundhed.dk, at deres forløb med mikroinsemination er positivt.

”Endelig. Endelig, endelig, endelig. Vi bryder bare sammen begge to og græder. Den følelse af, at der bliver prikket hul på en boble.”

”Mine forældre bor ikke så langt fra os, og vi styrter op til bageren og køber jordbærkage og tager hjem til dem, og vi kan slet ikke sige noget.”

Glæden er dog kort herefter, da der kun går tre uger, før det første tegn på en anderledes graviditetsproces viser sig. Det lille foster i maven er nemlig alt for lille på den første scanning, og de tager derfra med en melding om, at de ikke skal forvente, at det bliver til noget.

Et par uger senere er der dog bedre meldinger, der de får at vide, at et lille hjerte inde i maven slår.

Herefter er der dog ved enhver scanning altid ekstra ting, der skal undersøges, og det er med til at indikere for parret, at det her ikke bliver et nemt forløb. Hverken før eller efter fødslen.

Tæt på døden

Efter fødslen er de indlagt på Hvidovre Hospital, men af to omgange bliver de fragtet til Rigshospitalet, da Antons tilstand bliver så kritisk, at det bliver en nødvendighed.

Den første og værste gang er midt i november.

Anton har infektioner i kroppen, er bleg og kold og har marmoreringer på kroppen. En morgen er det særligt slem. Emil ligger med sin søn på brystet, noget som normalt er hyggeligt. Alt er dog ikke, som det skal være.

”Hans arme, fødder og hænder er sindssygt kolde, så vi ringer efter en sygeplejerske og siger, at noget er, som det ikke plejer at være.”

Herefter bliver han scannet i maven, da man frygter, at tarmene er begyndt at klappe sammen, så de nægter at optage næring. Dette bliver bekræftet, men i første omgang sker der ikke noget.

Lægerne vil dog have ham scannet igen senere på dagen, da de frygter, at det er slemt. Ti minutter efter anden scanning sidder de i en babylance på vej mod Rigshospitalet.

”Nu er det slut. Jeg kan huske, at vi sidder i babylancen og snakker om, at han nu skal nøddøbes, og så skal vi forberede os på, hvordan han skal begraves.”

Derudover bliver Emil og Camilla ved med at stille sig selv spørgsmålet; Hvorfor? Hvorfor sker det lige nu?

De næste 48 timer er de værste for Emil i hele forløbet. På Rigshospitalet kan der kun være en forælder indlagt med barnet, og det betyder, at om aftenen må han tage hjem til Taastrup, hvor tankerne fylder det meste.

”De der nætter er frygtelige. Der føler jeg virkelig, at jeg svigter min søn på et eller andet plan ved ikke at kunne være der.”

Mange tanker

Anton kæmper sig igennem den svære periode på Rigshospitalet, ligesom han også gør det ved sit andet besøg derinde.

På trods af de mange emotionelle rutsjebaneture, som familien er på i den lange periode, hvor de er indlagt, er tankerne ved Emil aldrig der, hvor han ikke føler, det er det hele værd.

”Der kan være tidspunkter, hvor der opstår følelser af, at det kan være umenneskelig hårdt, men der har aldrig været en vedvarende følelse af, at det ikke er det hele værd.”

Både Emil og Camilla føler skyld under forløbet efter fødslen, men de gør begge brug af den psykiske hjælp, som hospitalet tilbyder, og det hjælper dem meget, mener Emil.

”Vi begynder meget tidligt, at gå til hospitalspsykologen på Hvidovre, og hun er fantastisk til at dele sit perspektiv. Og hospitalspræsten ligeledes. Uden dem vil vi uden tvivl kæmpe endnu mere med den del af det, end vi gør nu.”

Udover den professionelle hjælp bruger Emil også Twitter til at dele sit perspektiv. Her bliver han mødt med en masse gode tanker og erfaringer, som han finder meget nyttige i den svære tid.

Nærmest dagligt deler han opdateringer om Antons tilstand på det sociale medie, og det resulterer blandt andet i et besøg på en de dårligere dage af fodboldspilleren Jesper Lindstrøm, der spiller for Emils favorithold, Brøndby IF.

”Anton skal have taget en prøve af noget rygmarvsvæske med en lang nål den dag. Jeg tror ikke, ord kan beskrive, hvor ondt det gør at se sit lille barn få sådan en nål i sig. Så at der kommer nogen lige præcis den dag, er altafgørende for, at jeg kan finde en eller anden form for ro.”

Lys for enden

Den 19. december bliver Anton udskrevet fra intensiv, og juleaften begynder det hele at lysne for familien. Anton begynder i dagene op til at trække vejret uden at få så meget støtte til det, og der er en anden modenhed i organerne, der indikerer, at det nok skal gå.

”Det er første gang, at vi tør sænke skulderne.”

”De her otte-ni dage er rolige, og de er, hvad jeg tror det føles, som at ligge på hospitalet med et lille barn.”

Jul og nytår bliver holdt på Hvidovre Hospital, og den 1. januar 2020 ved familien så, at de kan komme hjem dagen efter. Endnu engang opdaterer Emil på Twitter.

”VI. SKAL. HJEM. I MORGEN!”

Anton har altså kæmpet sig til, at han nu kan komme med hjem til Taastrup og se sit hjem. Først i 14 dage, hvor de er indlagt i hjemmet, og herefter helt udskrevet.

Det går godt

Siden er det stort set kun gået en vej for Anton. Fremad. Familien nyder nu en ganske normal tilværelse, som det er, når der er kommet en lille ny til verden.

”Harmonisk. Det er så harmonisk, som det nu kan være med et lille spædbarn. Der er ikke bekymringer overhovedet, og der er bare været fremgang. Vi skal kæmpe for at følge med ham nu.”

Fremtiden er dog stadig lidt uvis for familien, da det endnu er uklart om Anton får senfølger af at være præmaturbarn.

”De kan optræde i morgen, om 15 år, og de kan optræde aldrig nogensinde.”

Derfor fokuserer Emil og Camilla på at give Anton de bedste vilkår for en god opvækst lige nu. Det er ham, der skal have den fulde opmærksomhed, da hele denne periode har sat sin spor i hovedet hos begge forældre.

Det betyder blandt andet, at der ikke lige nu er planer om at udvide familien yderligere.

”Vi har snakket om, vi skal have en mere. Det er dog ikke aktuelt lige nu. Jeg tror, at vi vil stå med en frygt for, at det ender helt galt.”