Tobias Hermann flyttede i en alder af bare 15 år hjemmefra, da han ikke så sig selv i det miljø, han er opvokset i. Det betød, at han efterfølgende forsøgte at skjule sin identitet.
“Jeg prøvede at skjule, hvilket miljø jeg egentlig kom fra. Jeg blev en slags social kamæleon i mine nye miljøer, da jeg skjulte, hvad jeg virkelig kom fra.”
At flytte hjemmefra som 15-årig er bestemt ikke noget, enhver kan bryste sig af at have oplevet. Det kan Tobias dog, da han i den alder forlod sin hjemby Fredericia.
Derfor har den nu 22-årige Tobias’ ungdom også været markant anderledes end de flestes. Hans far forsvandt ud af hans liv som 12-årig, og Tobias anså sin mor for at være fraværende, og som om det ikke var nok, var falske beskyldninger med til at få ham smidt ud af 8.klasse.
“Da jeg gik i 8.klasse, blev jeg mere eller mindre uofficielt smidt ud af 8.klasse, fordi jeg blev anklaget for at sælge stoffer på skolen.”
En beskyldning som Tobias dog er lodret uenig i, da det aldrig er fundet sted.
Som 15-årig tog han derfor på efterskole for at komme væk fra Fredericia, og efter det år var gået, valgte han at flytte til Aalborg.
Det var ikke bare for at komme væk fra Fredericia, men i høj grad også for at søge væk fra det miljø han kom fra.
De nye miljøer
Udover Aalborg har Tobias i sin relativt korte levealder også boet i København, været på højskole i Odder, og nu er han så bosat i Aarhus, hvor han læser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dét, at Tobias er endt som journaliststuderende i Aarhus, skyldes ifølge Tobias selv hans kreative sind, som i høj grad er skabt gennem de miljøer, som han kom i, efter han flyttede hjemmefra.
“Jeg har altid været tiltrukket af de kreative miljøer, og som journalist er det kun kreativiteten, der sætter grænser.”
Og netop de kreative miljøer har givet ham en idé om journalistikken er hans vej.
En Anders Agger med nosser
Kreativiteten som Tobias rummer, har han en klar plan for, hvad skal bruges til indenfor journalistikken, og når han fortæller folk, hvilken slags journalist, han vil være, er svaret klart.
“Jeg vil være en Anders Agger med nosser. Jeg vil fortælle de historier, som ingen andre gør, fordi jeg tør gå derud, hvor ingen andre gør.”
Han nævner derudover, at han elsker formidlingsdelen, og det, at en historie om et fattigt barn fra Uganda kan blive gjort forståeligt for Dorte i Herning, er noget af det, der også tænder ham.
